Andersen bar Toronto-legendens kiste

Den tidligere Toronto Maple Leafs-målmand og firdobbelte Stanley Cup-mester Johnny Bower sov tirsdag i sidste uge ind i en alder af 93 år.

I går blev han så stedt til hvile og hele Toronto var i sorg over legendens død. Frederik Andersen, den nuværende Maple Leafs-målmand, fik sammen med sin backup Curtis McElhinney æren af at bære kisten ved en mindeceremoni. Målmænd ærede målmænd, som det naturligvis skal være tilfældet i det ishockeyglade Canada, hvor sporten betyder alt.

Bowers kiste var svøbt i blåt og hvidt, og han blev klappet stille og roligt ud til sine evige jagtmarker af de adskillige tilskuere, der var mødt op for at mindes legenden.

Johnny Bower er en af de helt store legender i Toronto Maple Leafs, og både klubben og NHL-organisationen begræder hans død. Bower døde tirsdag af lungebetændelse.

– Hele Toronto Maple Leafs-organisationen er kede af Johnny Bowers død. Johnny var elsket af mange for mere end sine Hall of Fame-bedrifter som spiller. Det var hans generøse ånd, hans venlighed og passion for andre mennesker, der gjorde ham til en legende. Toronto Maple Leafs og vores fans står i stor gæld til Johnny for alt det, han gav os og lærte os i løbet af årene. Vi vil savne ham, men vi ved også, at hans tilstedeværelse for evigt vil blive følt af vores klub og vores by, sagde Toronto Maple Leafs’ præsident Brendan Shanahan i en officiel udtalelse.

Johnny Bower spillede for Toronto Maple Leafs fra 1958 til 1969, hvor han lagde skøjterne på hylden som 45-årig. Han er grunden til, at ingen Maple Leafs-spiller nogensinde kommer til at bære nummer 1 på ryggen. Det nummer har klubben nemlig for længst trukket tilbage for at ære målmandslegenden.

Toronto vandt fire Stanley Cup-titler med Bower som målmand, og to gange blev canadieren kåret til NHL’s bedste målmand. Han blev i 1976 indlemmet i ishockeyens Hall of Fame.

Ifølge NHL.com står Johnny Bower noteret for den højeste gennemsnitlige redningsprocent i en NHL-karriere. Han reddede 92,2 procent af alle skud, der blev sendt mod ham i de 552 kampe, han spillede i verdens bedste ishockeyliga.

Johnny Bower kom tidligere i år med på listen over de 100 største NHL-spillere nogensinde.