Nyheder

Retro: Historien om Stanley Cup-trofæet

Det er kendt for at være ishockeysportens mest eftertragtede trofæ. Enhver ishockeyspiller drømmer om at løfte det 89,5 centimeter høje og 15,6 kilogram tunge Stanley Cup-trofæ. Et trofæ, som har en historie, der går helt tilbage til 1892.

Det er kendt for at være ishockeysportens mest eftertragtede trofæ. Enhver ishockeyspiller drømmer om at løfte det 89,5 centimeter høje og 15,6 kilogram tunge Stanley Cup-trofæ. Et trofæ, som har en historie, der går helt tilbage til 1892.

Det var den daværende Governor General of Canada Frederick Arthur Stanley, bedre kendt som Lord Stanley of Preston, der blev manden, som kom til at lægge navn til trofæet. Han uddelte i 1893 trofæet, som dengang gik under navnet Dominion Hockey Challenge Cup, til Canadas bedste amatørishockeyklub.

Det blev Canadas ældste sportsklub, Montreal Amateur Athletic Association, der som de første fik lov at røre Stanley Cup-trofæet. Klubben vandt titlen som den bedste ishockeyklub i sportens moderland i både 1893 og 1894.

I de efterfølgende år fik også Montreal Victorias, Winnipeg Victorias og Montreal Shamrocks fingre i trofæet, før Montreal AAA igen vandt to Stanley Cup-titler i træk i 1902 og 1903. Titlen i 1903 blev Montreal AAA’s sidste, for efterfølgende vandt Ottawa Silver Seven trofæet ti år i træk.

Frederick Arthur Stanley havde købt Stanley Cup-trofæet i 1892 for en pris på omkring 50 dollars, hvilket omregnet til nutidspriser ville svare til godt og vel 1.000 canadiske dollars. Han døde i 1908, men i dag bliver trofæet, der bærer hans navn, stadig uddelt.

Siden 1926 er Stanley Cup-titlen gået til vinderen af NHL. Tidligere spillede klubber fra forskellige ligaer om trofæet, men fra Ottawa Senators’ sejr i 1927 og frem har kun klubber fra NHL kunne få fingrene i det eftertragtede trofæ.

Montreal Canadiens har med hele 24 Stanley Cup-titler vundet trofæet suverænt flest gange. Toronto Maple Leafs har vundet 13 Stanley Cup-titler, mens Detroit Red Wings følger efter dem med 11 titler.

Der findes teknisk set tre versioner af Stanley Cup-trofæet. Det originale trofæ blev uddelt indtil 1970, men i 1963 blev der lavet en kopi af det gamle trofæ fra 1892, fordi den originale Stanley Cup var meget tynd og skrøbelig.

NHL’s daværende præsident Clarence Campbell var bange for at trofæet ville gå i stykker, og han fik derfor lavet en såkaldt “Presentation Cup”, som er det trofæ, NHL-klubberne i dag modtager, når de vinder mesterskabet.

Det originale trofæ står i Hockey Hall of Fame i Toronto. Her har man også et “Replica Cup”-trofæ, som er en kopi af “Presentation Cup”. Det bliver udstillet, når “Presentation Cup”-trofæet ikke er til stede i Hockey Hall of Fame.

Stanley Cup-trofæet har fem ringe, hvor vinderne får deres navn indgraveret. Nye vindere bliver indgraveret på den nederste ring, og når den er fyldt, bliver en ny ring sat på, mens den øverste bliver pillet af. Derfor bliver ringene på trofæet cirka hvert tiende år, og det er altså de sidste 50 års vindere, der står på trofæet i dag.

De spillere, der vinder Stanley Cup-titlen, får lov at tilbringe en dag med det store trofæ. Det har bragt Stanley Cup-trofæet rundt til mange forskellige steder på jordkloden. Det er forskelligt, hvordan spillerne bruger deres dag med trofæet. Nogle viser det frem og kigger på det, mens andre – heriblandt den tjekkiske supermålmand Dominik Hasek – har været ude at svømme med den store pokal.

Ved den lejlighed fik trofæets beskytter nok og bad Hasek om at tørre trofæet af, hvorefter tjekken måtte aflevere Stanley Cup-trofæet tilbage uden at foretage sig yderligere med det. Ishockeyens Hall of Fame har siden 2003 ført journal over, hvordan spillerne tilbringer deres dag med trofæet. Journalerne kan findes her.

Ingen danskere har endnu vundet Stanley Cup-trofæet, men det ændrer sig forhåbentlig på et tidspunkt, så ishockeysportens mest eftertragtede trofæ også kan blive sat på dansk jord og få endnu et kapitel føjet til sin lange og gloværdige historie.

Top