Draft

Dansk talent draftet af canadisk juniorklub

Den 17-årige Rungsted Seier Capital-spiller Oliver True blev valgt af den canadiske juniorklub Ottawa 67’s i onsdagens CHL Import Draft.

Den 17-årige Rungsted Seier Capital-spiller Oliver True blev valgt af den canadiske juniorklub Ottawa 67’s i onsdagens CHL Import Draft.

CHL Import Draft er en samlet draft for de tre store canadiske juniorligaer. Her kan de i alt 60 klubber vælge ikke-nordamerikanske talenter. Klubberne har mulighed for at vælge op til to spillere hver, men da juniorklubberne maksimalt må have to ikke-nordamerikanere på holdkortet, vælger de ikke altid at gøre brug af deres draftvalg.

Ottawa 67’s fra OHL kunne dog godt tænke sig rettighederne til Oliver True, og derfor valgte klubben den danske wing med deres valg i anden runde af draften. True blev valgt som nummer 76 i alt, men da flere havde afstået fra deres valg, var han i realiteten den 58. spiller, der blev draftet.

Oliver True debuterede i den forgangne sæson i Metal Ligaen for Rungsted Seier Capital. Her blev det til to mål og to assists i 36 kampe for barndomsklubben. Den 17-årige wing er – som efternavnet afslører – søn af den mangeårige landsholdsspiller Søren True og lillebror til Alexander True.

19-årige Alexander True har i de seneste tre sæsoner spillet i nordamerikansk juniorhockey for WHL-klubben Seattle Thunderbirds. Nu kan Oliver True meget vel søge samme vej.

Ottawa 67’s havde i den forgangne sæson, hvor de blev slået ud i første runde af OHL-slutspillet, to russere på holdet, men de er begge for gamle til at spille i juniorligaen, og dermed kan der meget vel blive plads til Oliver True og den russiske back Nikita Okhotyuk, som Ottawa valgte i første runde af onsdagens import-draft.

Danmark har – på nær i 2011-draften – fået spillere valgt i alle CHL Import Drafts siden 2004.

Share Button
Hjem