Blogs

Blog: Ehlers’ navn er på alles læber – og hypen tager kun til

Nikolaj Ehlers skulle kun bruge to sæsoner i NHL på for alvor at slå sit navn fast. Ikke bare for danske ishockeyfans og -eksperter, men også for de nordamerikanske af slagsen. Det er ikke store skridt, Ehlers mangler at tage, men han vil tage mange små, konstant forbedre sig og blive en markant profil i NHL.

Nikolaj Ehlers skulle kun bruge to sæsoner i NHL på for alvor at slå sit navn fast. Ikke bare for danske ishockeyfans og -eksperter, men også for de nordamerikanske af slagsen. Det er ikke store skridt, Ehlers mangler at tage, men han vil tage mange små, konstant forbedre sig og blive en markant profil i NHL.

Det er i hvert fald umiddelbart den karrierevej, der tegner sig i horisonten.

Den forgangne sæson bød på 64 point i Winnipeg Jets-trøjen og dermed en dansk scoringsrekord. Ingen danskere har tidligere lavet så mange point i en NHL-sæson, som Ehlers gjorde. Den 21-årige aalborgenser er en af Jets’ absolut største profiler, og alle omkring klubben er glade for ham både på grund af de åbenlyse ishockeyevner, men også i kraft af hans indstilling. Ehlers er ærgerrig og vil vinde for enhver pris.

Nikolaj Ehlers er den bedste ishockeyspiller, Danmark nogensinde har fostret. Ingen af hans landsmænd i NHL skal forklejnes. De gør det alle fremragende og har været med til at bane vejen for fremtidige danske ishockeytalenter, men ingen indeholder lige så meget rå talentmasse som aalborgenseren Ehlers.

Det står nærmest allerede som et faktum. Hypen omkring Ehlers er – særligt i Danmark, selvfølgelig – enorm, men den vil nok kun tage til herfra. Nikolaj Ehlers bygger hele tiden på sit spil og bliver mere og mere komplet. Han har eksempelvis arbejdet på at blive bedre i defensiven, og det går ganske fint fremad.

Jets-reporter: – Ehlers’ defensive spil udvikler sig i den rigtige retning

Arbejdet vil fortsætte og er allerede i gang. Sommeren bliver brugt på at fintune fysikken, hvilket nok viser sig, når Jets-truppen samles igen forud for den kommende sæson. Her er der ingen tvivl om, at Ehlers vil møde op i en tilstand, hvor han er klar til at være en faktor fra første dag.

Kombinationen af talent og vilje er uhyggeligt kraftfuld og også ret unik. Det må til tider være svært at blive ved med at ville forbedre sig, når man er så dygtig, som Nikolaj Ehlers er. Men nordjyden har den indre ild i sig, som blandt andre far Heinz har pustet til, siden Nikolaj var helt lille og endnu ikke selv kunne binde sine skøjter.

Nikolaj Ehlers har allerede imponeret, og alt tyder på, at det fortsætter. Næste sæson kunne meget vel byde på omkring 70 NHL-point fra Jets-danskeren, som helt sikkert håber, at han kan være med til at bringe holdet i slutspillet for første gang i sin tid i klubben.

Også selvom det kan koste deltagelsen i VM på hjemmebane, hvor Ehlers-hypen ellers også vil være massiv.

Jets klar til at belønne Ehlers med stor kontrakt?

Share Button
Hjem