Blogs

Blog: Ehlers har indfriet forventningerne – og mere til

Nikolaj Ehlers vippede i denne uge Frans Nielsen af pinden som den mest producerende dansker i én NHL-sæson. Aalborgenseren slog Nielsens rekord på 58 NHL-point i en sæson og har allerede udbygget sin pointtotal, som nu lyder på 61 point i 2016/17-sæsonen.

Nikolaj Ehlers vippede i denne uge Frans Nielsen af pinden som den mest producerende dansker i én NHL-sæson. Aalborgenseren slog Nielsens rekord på 58 NHL-point i en sæson og har allerede udbygget sin pointtotal, som nu lyder på 61 point i 2016/17-sæsonen.

I sommer så vi i et blogindlæg på Slapshot.dk tilbage på Nikolaj Ehlers’ rookiesæson, og vi prøvede ved den lejlighed også at forudsige, hvordan den 21-årige nordjyde ville klare sig i sin anden sæson i NHL. Sophomore-sæsonen, som de kalder den i Nordamerika. En sæson, som anses for at være en af de sværeste i en NHL-spillers karriere.

Som du kan læse lige om lidt, så har Ehlers i dén grad levet op til vores forudsigelser. Grundspillet er ganske vist ikke forbi endnu, men vi tør godt at sige, at vi egentlig er meget pænt tilfredse med, hvordan den danske Winnipeg Jets-wing har levet op til vores forventninger.

Tak for det, Nikolaj – og kør så lige sæsonen i garagen med et fremragende VM for Danmark.

——————————————————————————————————————-

Her bringer vi lige et genoptryk af det blogindlæg, vi skrev 8. juli sidste år. “Ehlers bliver dansk NHL-topscorer i næste sæson“, lød rubrikken, og det kan vi vist godt slå fast, at han bliver. Læs hele bloggen her:

Nikolaj Ehlers spillede en stærk rookiesæson for Winnipeg Jets. Nu venter det svære andet år i NHL, men vi vover pelsen og kalder den allerede nu: Nikolaj Ehlers bliver dansk NHL-topscorer i næste sæson.

Det blev til 72 kampe, 15 mål og 23 assists i 20-årige Ehlers’ første sæson i NHL. Den lynhurtige Winnipeg Jets-wing gav prøver på sit enorme talent, lavede sine rookiefejl, viste mod, overmod, løb ind i en skade, kom tilbage og blev en masse erfaringer rigere. Alt i alt en nærmest perfekt rookiesæson for den unge aalborgenser.

Nu venter så det svære sophomore-år. Ehlers kan ikke længere dække sig ind under rookieprædikatet. Alt er ikke længere nyt, og forventningerne til ham bliver kun højere. Talent forpligter, det ved Ehlers sikkert udmærket godt, men indtil videre ser det kun ud til at have påvirket ham positivt, at han er begavet med et større ishockeytalent end de fleste andre.

Nikolaj Ehlers er allerede en af profilerne i Winnipeg. Han er en af de spillere, der får Jets-fansene til at drømme om en lys fremtid, hvor klubben inden for få år kan spille med om Stanley Cup-trofæet. Der er noget magisk over Ehlers. Han er den største NHL-målsluger Danmark endnu har produceret, og det kan han bevise allerede i 2016/17-sæsonen.

Status på 2015/16-sæsonen blev, at Nikolaj Ehlers måtte dele tredjepladsen på de danske spilleres interne topscorerliste med Jannik Hansen. De to wings lavede begge 38 point. Ehlers gjorde det i 72 kampe, Hansen i 67. Dermed endte de et stykke efter Frans Nielsen (52 point) og Mikkel Bødker (51 point), men målt på pointsnittet, var forskellen lidt mindre.

Frans Nielsen og Mikkel Bødker lavede begge 0,64 point per kamp. Jannik Hansen lavede 0,57. Nikolaj Ehlers endte med et snit på 0,53 og lå således et stykke foran Lars Eller, som måtte tage til takke med at producere et point per tredje kamp. Allerbedst var Oliver Bjorkstrand, som med otte point i 12 kampe for Columbus Blue Jackets endte på flotte 0,67 point per kamp.

Nå, hvorfor udråber vi så Nikolaj Ehlers som dansk NHL-topscorer allerede i næste sæson? Det vil et nærmere kig på den danske Winnipeg Jets-spillers første NHL-sæson afsløre.

Nikolaj Ehlers blev i sin rookiesæson prøvet af i mange forskellige roller og situationer. Jets-træner Paul Maurice ville gerne gøre sin danske diamant til en helstøbt NHL-spiller, og derfor skulle Ehlers samle en masse erfaring. Det gjorde han, og det har givet stærkt fundament at bygge videre på.

Allerede i den kommende sæson kan Nikolaj Ehlers meget vel komme til at spille mere eller mindre fast i Winnipegs førstekæde, og han vil også få masser af istid i powerplay. I første omgang måske i en kæde med Mark Scheifele som center og Blake Wheeler på den modsatte wing, og på sigt kunne man sagtens forestille sig en dynamitkæde med Ehlers, Scheifele og stjernefrøet Patrik Laine. Sikke et trekløver, det ville være.

Ser man på den sidste halvdel af Nikolaj Ehlers’ rookiesæson, hvor han fik flere minutters istid i en af Jets’ topkæder, end han gjorde i begyndelsen af sæsonen, er “The Dashing Dane” også bedre end alle sin landsmænd målt på point per kamp.

Siden årsskiftet har Ehlers spillet 35 kampe for Jets, og her producerede han 26 af sine 38 NHL-point. Det giver et snit på flotte 0,74 point per kamp. Vi kan så tage Nikolaj Ehlers’ VM med i ligningen. Her spillede han også masser af topminutter og producerede seks point i otte kampe. Det er 0,75 point per kamp.

Ehlers bliver en af profilerne på Winnipegs hold i den kommende sæson, og han vil være på isen i mange af holdets offensive nøglesituationer. Han vil ligeledes, i kraft af sin vanvittige fart, kunne skabe meget på egen hånd, og der er en god chance for, at Nikolaj Ehlers bliver en af de Jets-spillere, der oftest er på isen, når holdet scorer.

Hvis Ehlers holder det samme pointsnit, som han har ligget på siden januar, og han undgår skader, så rammer han de 60 point i NHL-grundspillet i næste sæson. Det vil formentlig gøre ham til dansk topscorer, for hverken Bødker, Nielsen eller Hansen forventes at nå en højere produktion, end de har ramt i år.

Nielsen og Bødker skal finde sig til rette i nye klubber. Frans Nielsen kan muligvis godt tage sit pointsnit fra Islanders-tiden med sig til Detroit, mens både Bødker og Hansen må forventes at få lidt færre topkædeminutter på isen i denne sæson, end de fik i sidste sæson.

X-faktoren i ligningen er Oliver Bjorkstrand, for hvilken rolle får han i Columbus? Formentlig får han en hel del flere NHL-kampe i næste sæson, end han fik i den forgangne, men Bjorkstrand skal også igennem en proces, og vil sandsynligvis ramme perioder, som dem Nikolaj Ehlers havde i 2015/16-sæsonen, hvor der er lidt modstand og pointene ikke bare vælter ind på kontoen.

Lars Eller skal spille tredjecenter i Washington, og får en mere defensiv rolle, end han har haft i de seneste år. Philip Larsen er god offensivt, men chancen for at han når over de 60 point i næste sæson er minimal – for nu at sige det pænt.

Det efterlader Nikolaj Ehlers som de bedste bud på en dansk storproducent af NHL-point i 2016/17-sæsonen, så derfor tør vi godt lægge hovedet på blokken: Nikolaj Ehlers bliver dansk pointtopscorer i NHL i næste sæson.

Top